Målgruppe
Alle autoriserede sundhedspersoner der varetager sundhedsfaglige opgaver samt medarbejdere der som medhjælp udfører sundhedsopgaver på disses ansvar.
Instruksen skal:
- Medvirke til at undgå forvekslinger i forbindelse med behandling og diagnostik samt sikre klarhed over opgaver og ansvar i forbindelse med patientidentifikation.
- Sikre korrekt og sikker identifikation af borgere i alle situationer hvor der er krav om entydig sikring af borgerens identitet, hvilket vil forebygge f.eks. forkert medicingivning og dermed forebygge/mindske utilsigtede hændelse på området.
Formål
Formålet med proceduren er at sikre en ensartet og høj patientsikkerhed i det kommunale sundhedsvæsen ved sikker identifikation af patienter i forbindelse med medicinhåndtering, mærkning af materiale til diagnostisk brug mm.
Ifølge ”Vejledning om identifikation af patienter og anden sikring mod forvekslinger i sundhedsvæsenet”, indeholder instruksen følgende elementer:
1. Kriterier for korrekt identifikation
2. Procedurer og metoder ved identifikation af patient
3. Hvornår identifikationen skal foretages
4. Ansvar for identifikationen
5. Krav til identifikationsarmbånd (ID-armbånd)
Fremgangsmåde
1. Som udgangspunkt gælder, at en borger alene anses for korrekt og sikkert identificeret ved fulde navn og personnummer.
2. Ved varetagelse af sundhedsfaglige ydelser skal borgerens identitet bekræftes ved, at den habile borger bedes om at oplyse sit fulde navn og personnummer.
Det er ikke tilstrækkeligt at borgeren på forespørgsel bekræfter sit navn og personnummer.
I visse situationer kan identifikation baseres på sikker genkendelse:
- Hvor der i gennem længere tid har været et personligt, sikkert kendskab imellem sundhedspersonen og patienten.
- Hvor patienten besøges på egen bopæl, dvs. er beboer i eget hjem.
Identiteten på den inhabile borger kan sikres enten ved hjælp af brug af sundhedskort, pas eller kørekort, eller ved hjælp af billede vedlagt f.eks. medicinæsker/medicinbeholdning.
3. Der skal som udgangspunkt foretages identifikation af borgeren i forbindelse med følgende sundhedsfaglige ydelser og behandlinger: medicindispensering, medicinadministration, bed-side blodprøvetagning samt ved prøvetagning af materiale til øvrige diagnostiske undersøgelser, for eksempel af urin til undersøgelse for urinvejsinfektion.
Desuden skal diagnostisk materiale som fremsendes til yderligere undersøgelser, mærkes med prøvens art, prøvedato samt borgerens navn og personnummer.
Procedurerne ved identifikation af lægemidler og borgers identitetsoplysninger i forbindelse med medicinhåndtering, er beskrevet i kommunens instruks for medicinhåndtering.
4. Den sundhedsperson eller den medarbejder, der som medhjælp udfører en videredelegeret opgave, har ved udførelsen af en borgerrettet, sundhedsfaglig ydelse (som nævnt i pkt 3) et selvstændigt ansvar for korrekt og sikker identifikation af borgeren.
5. Krav til identifikationsarmbånd (ID-armbånd:) Identifikationsarmbånd bør anvendes hos inhabile borgere, der skal til planlagte indlæggelser, ambulante behandlinger/undersøgelser på sygehus, ved akutte indlæggelser samt ved blodprøvetagning i eget hjem. På denne måde sikres at der ved behandling i anden sektor ikke sker forvekslinger.
Identifikationsarmbåndet skal indeholde borgerens navn og personnummer og skal være udført i et holdbart materiale.
Ved påsætning af armbånd skal 2 personer kontrollere identiteten på borgeren. Dette sker ved sundhedspersonernes sikre kendskab til borgeren gennem længere tid, ved borgere der er beboer i eget hjem eller ved brug af billed-id.
Den ene af de to personer er ansvarlig for korrekt påsætning af armbåndet.
Definition af begreber
Habil: Borger der sikkert er i stand til at oplyse egne data i form af fulde navn og personnummer.
Inhabil: Borger der på grund af f.eks. medfødt eller erhvervet hjerneskade, kommunikationsvanskeligheder eller demens ikke sikkert er i stand til at oplyse egne data i form af fulde navn og personnummer.
Sundhedsfaglige ydelser: Sundhedsfaglig behandling herunder sygepleje og pleje leveret af autoriseret sundhedsperson eller af anden faggruppe ved videredelegering.
Referencer
Vejledning om identifikation af patienter og anden sikring mod forvekslinger i sundhedsvæsenet. VEJ nr 9808 af 13/12/2013, Sundhedsstyrelsen.
Godkendt af kvalitetsudvalget maj 2024 af
Kvalitet & Sammenhæng
Revisionsdato maj 2024
