Urinveje

Bleer, blærescanning, kateter, urinprøve, inkontinensprodukter m.fl.

Målgruppe

SPL, SSA, SSH,


Formål

At borgeren altid har de korrekte bleprodukter i hjemmet.
At de borgere, der ikke er i stand til selv at bestille produkter, får hjælp af plejen/spl til at bestille.
Plejen/spl skal være opmærksom på, om borgeren har bevilling på bleer, hvis ikke skal kontinensinstruktøren kontaktes.

 

Definition af begreber

Tena/SCA hygiejne product A/S: Leverandør af bleer.

 

Fremgangsmåden

Når sidste pakke åbnes, skal borgeren/SSH/SSA/SPL bestille nye produkter.

 

Bestilling af bleer:

www.tenaonline.dk

Bestillingsnr: Det er et 8-cifret tal, som starter med 30. (står på bestillingskortet på blekassen)
Password: Borgerens password er de første 6 cifre i borgerens CPR-nummer.
Der skal afkrydses, hvilke produkter der skal tilsendes.
Tenaonline kan føjes til startskærmen på tablet.

Sende bestillingskort via Post Nord ufrankeret. Skal dog gøres min. 14 dage før, bleerne er opbrugt.

Mail til Tena@essity.dk.

Skrive kundenummer (står på bestillingssedlen) og produktnummer.

Ringe til Tena tlf. 48168210 oplyse borgerens cpr.nr og produktnummer.

Der leveres bleer hjem til borgeren mandag og torsdag.
Der skal kun bestilles 1 kasse bleer af gangen, med mindre der er et stort forbrug.

 

Referencer:

SCA Hygiejne products A/S

 

Specielle lokale forhold:

Ved spørgsmål om ændring af bleer, kan den lokale blevejleder kontaktes eller Kontinensinstruktør Dorthe Lomholt, Advis: kontinensinstruktør
Tlf: 88884617

 

Oprettet af:
Kontinensinstruktør Dorthe Ravn Lomholt/

Godkendt af:

Revideres:
Dorthe Ravn Lomholt. August 2018.

Målgruppe

SPL, SSA efter oplæring hos mandlig borger


Formål

  • At sikre at det permanente kateter skiftes korrekt.
  • At undgå skader eller komplikationer ved anlæggelse af permanent kateter.
  • At kateter skiftes indenfor 24 timer efter opstart af antibiotikabehandling for UVI.

 

Definition af begreber

  • AD/fast kateter: Fast kateter der ligger max 12 uger, der skal være en lægelig indikation.
  • Tiemann kateter: Kateter med buet spids der lægges, hvis den mandlige borger har forstørret prostata. Se kateteranlæggelse.
  • Aseptisk teknik: Der anvendes sterilt udstyr, inkl. sterile handsker og evt. steril kittel. Man opretholder sterilitet under hele proceduren ved at etablere et sterilt felt, hvor man lægger sterile materialer, uden at de bliver forurenede. Det sterile felt opretholdes ved, at man aldrig krydser det med ikke sterilt udstyr.
  • Lidocaingel/xylocaingel: Der må ikke bruges gel med klorhexidin til bedøvelse (Cathjell), derfor er det fjernet fra depotet og bevillingen, ønsker borgeren bedøvelsesgel, kan der købes xylocaingel på apoteket.

 

Beskrivelse/fremgangsmåden

Rekvisitter:

  • Færdigpakket skiftesæt: 2 x afdækningsstykke, 1 pusbækken, 1 x 150 ml skål, 5 stk svabs, 4 x latex handsker, 30 ml Nacl, 1 sprøjte 20 ml tom, 1 x10 ml sterilt vand, 1 x 10 ml glycerinsprøjte med 10% glycerinopløsning, 1 x pincet, 10 ml katetergel.
  • Kateter, affaldspose, kateterpose eller ventil, rene handsker.
    Borgeren informeres og lejres på ryggen.

Kateterfjernelse:

  • Håndhygiejne og engangshandsker.
  • Det sterile skiftesæt pakkes ud.
  • Ballonen på det gamle kateter tømmes med den tomme 10 ml sprøjte, lad sprøjten blive siddende i kateteret uden stempel, når det tages ud, for at undgå luft i ballonen under udtrækning.

Kateteranlæggelse på mænd:

  • I tilfælde af synlig forurening udføres nedre hygiejne.
  • Der udføres aseptisk teknik '
  • Afdækningsstykket lægges mellem borgerens ben og op under sædepartiet.
  • Kateteret pakkes ud af den yderste indpakning, der påsættes urinpose eller ventil uden at røre ved kateteret, det lægges på det sterile afdækningsstykke, uden at pose/ventil røre.
  • Sterile handsker tages på
  • NaCl hældes over gazesvaps.
  • Forhuden trækkes tilbage og holdes lodret, der vaskes med gazesvaps og pincet fra urinrør og ud af, et strøg pr. gazesvaps.
  • 10 ml katetergel installeres i urinrør.
  • Der kan udføres handskeskift ved forurening.
  • Penis holdes opad og strækkes ud med et let træk. Hele kateteret indføres med et jævnt sejt tryk, til der kommer urin. Manglende urin kan skyldes tilstopning pga gel, det kan kontrolleres med host eller tryk på blæren.
  • Der holdes ved kateteret mens der indføres 5-10 ml glycerin 10 % i ballonen. Kateteret trækkes forsigtig frem til der mærkes modstand.
  • Forhuden sættes på plads.
  • Kateteret fikseres med fikseringstape op ad abdomen i en blød bue. Posen placeres 50 cm under blæreniveau.
  • Der afsluttes med oprydning og håndhygiejne.
  • Der skal altid dokumenteres i indsatsområde mht. dato, kateterstørrelse og mængden af glycerin i ballon.
  • Tiemann-kateter: spidsen vender nedad mens kateteret føres ca. 4 cm op i penis, derefter drejes kateteret, så spidsen vender opad resten af vejen ind i kateteret.

Kateteranlæggelse på kvinder:

  • I tilfælde af synlig forurening udføres nedre hygiejne.
  • Der udføres aseptisk teknik
  • Det sterile skiftesæt pakkes ud.
  • Afdækningsstykket lægges mellem borgerens ben og op under sædepartiet.
  • Kateteret pakkes ud af den yderste indpakning, der påsættes urinpose eller ventil uden at røre ved kateteret, det lægges på det sterile afdækningsstykke, uden at pose/ventil røre.
  • Sterile handsker tages på
  • NaCl hældes over gazesvaps.
  • Skamlæberne adskilles og afvaskes med gazesvaps og pincet. Foregår i retning fra urinrør mod anus og kun et strøg pr. gazesvaps.
  • 3-5 ml katetergel installeres i urinrør.
  • Der kan udføres handskeskift ved forurening.
  • Kateter føres ca. 8 cm op i urinrøret, til der kommer urin.
  • Der holdes ved kateteret, mens der indføres 5 ml. glycerin 10 % i ballonen. Kateteret trækkes forsigtigt frem, til der mærkes modstand.
  • Kateterslangen fikseres med fikseringstape opadtil på abdomen i en blød bue. Posen placeres 50 cm under blæreniveau.
  • Der afsluttes med oprydning og håndhygiejne.

 

 

Specielle lokale forhold

Kontinensinstruktør via Nexus eller 88884617



Oprettet af:
Dorthe Lomholt

Godkendt af:
Proceduregruppen

Revideres af:
Kontinensansvarlig, august 2020

Målgruppe

Sygeplejersker, SSA, SSH – kun efter generel oplæring hos konkret borger = personlig oplæring

 

Formål

  • Forebyggelse af kateterstop ved at skylle med Uro-Tainer, der opløser inkrustationer i blærekateter.
  • At opnå korrekt fremgangsmåde for skyl med urotainer

 

Definition af begreber

Uro-Tainer Twin Suby G (3,23 % citronsyre) og Uro-Tainer Twin Solutio R (6 % citronsyre):

  • Første valg er Uro-Tainer Twin Suby G (3,23 % citronsyre). Er der fortsat kateterstop gives Uro-Tainer Twin Solutio R (6 % citronsyre)
  • Forebygger og fjerner inkrustationer
  • Forebygger tilstopning af kateter (mere end 2 kateterstop på 6 uger)
  • Nedsætter smerter og ødelæggelse af urinrøret ved fjernelse af kateter

Uro-Tainer polyhexanid 0,02 %:

  • Forebygger tilstopning af kateter
  • Fjerner bakteriel kolonisation, slim og blodrester i og på kateter.
  • Bruges ved borgere med gentagne urinvejsinfektioner

 

Beskrivelse/fremgangsmåden

Urotainer skal lægeordineres: Og ordineres i FMK.
Behandlingen opstartes med skyl af kateter x 2 ugentlig og med Uro-tainer twin suby 3,23%.
Ved fortsat inkrustationer ( Krystaller og aflejringer der dannes i blæren) øges koncentrationen til uro-taioner solutio R 6 %, der kan også øges i antal skyl ugentlig.

Ved gentagne urinvejsinfektioner kan der med fordel skylles med Uro-tainer polyhexanid.

 

Forhåndsregler

Der må ikke gives behandling, hvis der er blod i urinen, hvis der behandles for urinvejsinfektion, hvis der er symptomer på urinvejsinfektion.

 

Remedier

  • Uro-Tainer
  • Handsker
  • Spritservietter
  • Ren dagspose

 

Skyl med Uro-Tainer Suby G (3,23 % citronsyre) og Uro-Tainer Solutio R (6 % citronsyre):

  • Der udføres håndhygiejne og der tages handsker på
  • Varm Uro-Taineren i lunken vand
  • Uro-Taineren pakkes ud og begge klemmer lukkes (grøn og hvid)
  • Kateterslangen knækkes, for at undgå udløb af urin og dagsposen tages af. Kateterstudsen sprittes af og Uro-Tainer connectoren sættes på studsen.
  • Hold Uro-Tainer over blæreniveau, åben den hvide klemme og lad væsken løbe ind i kateteret, for at undgå gener i blæren skal væsken løber ind uden pres på posen.
  • Luk klemmen og lad det virker i 5 min. Åben derefter klemmen op og hold posen under blæreniveau, luk for slangen når væsken er løbet ud.
  • Gentag processen med det andet kammer, så der foretaget skyl x 2.
  • Begge klemmer lukkes.
  • Uro-Tainer posen frakobles kateterslangen.
  • Der sættes en ren dagspose på kateterslangen.
  • Posen kan tømmes i toilettet og smides ud.

 

Skyl med Uro-Tainer polyhexanid 0,02 %:

  • Der udføres håndhygiejne og der tages handsker på
  • Varm Uro-Taineren i lunken vand
  • Uro-Taineren pakkes ud og klemmen lukkes
  • Kateterslangen knækkes, for at undgå udløb af urin og dagsposen tages af. Kateterstudsen sprittes af og Uro-Tainer connectoren sættes på studsen.
  • Hold Uro-Tainer over blæreniveau, åben klemmen og lad væsken løbe ind i kateteret, for at undgå gener i blæren skal væsken løber ind uden pres på posen.
  • Når væsken er løbet ind, holdes Uro-Tainer under blæreniveau og væsken løber ud.
  • Uro-Tainer posen frakobles kateterslangen.
  • Der sættes en ren dagspose på kateterslangen.
  • Posen kan tømmes i toilettet og smides ud.

 

Referencer

https://www.abenaprivat.dk/DownloadFile.ashx?type=Ovrige_produktinformationer&item=216205.pdf 

https://online.abena.dk/Product/Pdf/1000004920?type=Ovrige_produktinformationer 

 

Specielle lokale forhold

Kontinenssygeplejerske Tlf. 88884617 eller pr. advis til kontinens instruktør.

 

Oprettet af:
Kontinenssygeplejerske Dorthe Lomholt, marts 2018

Godkendt af:
Teamleder Lotte Bager, Ass. teamleder Ellen K. Schmidt, April 2018

Revideres af:
Kontinensansvarlig sygeplejerske, August 2019

Målgruppe

SSH, SSA, SPL.

 

Formål

At forebygge sår og optimere huden i bleområdet ved at udføre korrekt nedre hygiejne.

 

Definition af begreber

Cavillon creme:

Barriercreme kan bestilles ved Abena eller på apoteket.

Vaskecreme:

Vaskecreme fra Tena, bruges som sæbe, skal ikke fjernes med vand. Kan købes på apoteket.

Vaskeservietter:

Vaskeservietter fra Tena, bruges i bleområdet mellem bleskift. Kan købes på apoteket.

Vagifem:

Hormonpræparat der øger slimhinden i skeden, de indre og ydre genitalier hos kvinder.

 

Beskrivelse/fremgangsmåde

Forebyggelse af sår i bleområdet:

  • Nedre hygiejne skal udføres ifølge Procedure for nedre hygiejne.
  • Håndhygiejnen skal overholdes, nedre hygiejne udføres med rene hænder og handsker.

Ved blebrugere:

  • Vurdere blestørrelsen så den ikke lave tryk i lysken, rundt om maven og i folder(evt. i samarbejde med blevejleder eller kontinensinstruktør).
  • Sugeevnen skal tilpasses, så huden ikke er fugtig i længere tid, så der undgås lækage eller at bleen er for stor og derfor afgiver unødvendig varme og fugt. Evt. skal sugeevnen vurderes med Identifi-bleafprøvning. (evt. i samarbejde med blevejleder eller kontinensinstruktør).
  • Bleen skal skiftes min. x 3 dagligt.
  • Fugt på huden i form af sved og urin nedsætter hudens barrier og der risikeres masseration (fugtig og opløst hud) og sår.
  • Huden skal være tør inden der lægges en ny ble på.
  • Kvinder med tør hud på kønsorganerne kan med fordel få ordineret Vagifem.

Er der tryk eller sår i bleområdet:

  • Der tages kontakt til sygeplejersken, sårsygeplejersken eller kontinensinstruktøren.
  • Den nedre hygiejne optimeres, der bør vaskes grundigere med vaskecreme eller vaskeservietter mellem hvert bleskift. Disse kan købes på apoteket og skal ikke afvaskes.
  • Blestørrelse og -sugeevne revurderes i samarbejde med blevejleder eller kontinensinstruktør. Evt. er der behov for oftere bleskift.
  • Huden i bleområdet smøres med barriercreme (cavillon).
  • Hvor det er muligt, bør der bruges nettrusser til at holde forbinding i stedet for plaster.
  • Evt. bruge ble til at suge sårsekret for at øge sugeeevnen.

 

Oprettet/godkendt af:
Dorthe Ravn Lomholt, juni 2017.

Revideres af:
Dorthe Ravn Lomholt, juni 2018.

Målgruppe

SPL, SSA, SSH

 

Formål

At borgeren altid har de korrekte kateterprodukter/uridomer i hjemmet.
At de borgere, der ikke er i stand til selv at bestille produkter, får hjælp af plejen/spl til at bestille.
Plejen/spl skal være opmærksom på, om borgeren har bevilling på kateter/uridomer, hvis ikke skal kontinensinstruktøren kontaktes.

 

Definition af begreber

Abena A/S: Leverandøren af kateterprodukter og uridomer.

 

Fremgangsmåden

Når sidste kasse åbnes eller sidste kateter bruges, skal vedkommende bestillle nye produkter.

Bestilling af varer:

Bevilling.dk

Borgerlogin: cpr.nr./kundenr. (står på bestillingssedlen)
Adgangskode: Sidste 4 tal i cpr.nr.
Bevilling.dk kan føjes til startskærmen på tablet.

Ringe til Abena tlf. 74310500. Der skal opgives cpr.nr eller kundenr.

Sende bestillingsseddel fra postkasse, kan tage optil 2 uger.

Kateterprodukter og uridomer leveres i løbet af 1-2 hverdage.

 

Referencer

Abena A/S

 

Specielle lokale forhold

Ved spørgsmål om/ændring af kateterbevillinger eller uridombevilliner kontaktes Kontinensinstruktør Dorthe Lomholt, Advis: kontinensinstruktør/tlf.: 8888 4617.

 

Oprettet af:
Kontinensinstruktør Dorthe Ravn Lomholt

Godkendt af:
Dorthe Ravn Lomholt

Revideres af:
Kontinensinstruktør Dorthe Ravn Lomholt, august 2019

Målgruppe

SSH, SSA, SPL

 

Formål

At undgå og forebygge gentagne urinvejsinfektioner. Urinvejsinfektion er en af de hyppigste infektioner i plejen.

 

Definition af begreber

  • Uvi: Urinvejsinfektion / blærebetændelse. Bakterier i urinen er normalt hos ældre, uden at de har uvi, derfor skal der kun tages urinprøve til dyrkning fra ved symptomer.
  • Gentagne uvi: Kvinder uvi mere end 2 x på 6 mdr. Mænd uvi mere end 1 x årligt.
  • Residualurin: Mængden af urin i blæren efter vandladning bør ikke overstige 100-150 ml.
  • Vagifem: Hormon stikpille, der øger slimhinden i genitalierne.

 

Beskrivelse/fremgangsmåden

  • Dokumentere i care, oprette indsatsområde Blærefunktion/uvi, hvor plan for forebyggende tiltag dokumenteres.
  • Aktivere Tidlig opsporing skal evt. være aktiv 1-2 uger efter behandlingsstop.
  • Kontinensinstruktøren bør kontaktes ved hyppig uvi.
  • Optimerer hygiejnen i forhold til Procedure for nedre hygiejne og Procedure for håndhygiejnen.
  • Vask for neden x 3 dagligt med vaskecreme eller vaskeservietter.
  • Væskeskema i 3 dage ved symptomer. Væskeindtag bør min. være 1½ l/dagligt, da symptomerne kan være pga. dehydrering.
  • Midtstråleurin sendes til dyrkning ved symptomer på uvi: Konfusion, feber, kulderystelser. Kan der ikke tages midtstråleurin fra, bør der tages urin fra via RIK.
  • Urinstix kan kun bruges til at afkræfte uvi, ikke til at diagnosticere en uvi.
  • Der sættes en ny dagspose eller ventil på kateteret, derfra kan der tages urin fra til dyrkning. Tages urinen fra en gammel dagsposen eller ventil, er der for mange bakterier i.
  • Vurdere blestørrelsen og antal bleer i døgnet; ændres hvis borgeren ofte er våd i længere tid evt. øge bleskift.
  • Vurdere antal toiletbesøg dagligt og evt. øge antallet.
  • Undgå afføring om natten. Desuden regulerer afføringsmønster.

 

Overvejelser for ass og spl der kræver lægekontakt

  • Borgeren bør undersøges for residual urin, ved RIK efter toiletbesøg x1 dagligt i 3 dage.
  • Vurdering af om der er afløbshindring ved den mandlige borger pga. forstørret prostata.
  • Vurdering af om den kvindelige borger kan have behov for undersøgelse af indre genitali

 

Referencer

Nationale infektionsmedicinske retningslinjer.

 

Specielle lokale forhold

Kontinensinstruktør Dorthe Ravn Lomholt
Tlf: 88884617 / 29446176
Mail: Dorthe.RavnLomholt@middelfart.dk 
Advis: Kontinensinstruktør

 

Oprettet/godkendelse af:
Dorthe Lomholt, august 2017

Revideres af:
Dorthe Ravn Lomholt, april 2020

Målgruppe

SSH, SSA, SPL og andre samarbejdspartnere.

 

Formål

Sikre at SSH, SSA, SPL og andre samarbejdspartnere har kendskab til hvordan der ansøges om et inkontinenshjælpemiddel ved borgere med permanent inkontinens.

 

Definition af begreber

Bevilling:

  • Inkontinenshjælpemiddel: Ble, kateter eller andet hjælpemiddel til urin- og afføringsinkontinens.
  • En §112 bevilling: Borgere der er selvhjulpne. Det kræver at borgeren har udfyldt en digital ansøgning, er udredt og at der foreligger en lægefaglig vurdering.
  • § 122 bevilling(terminale): Er en udlevering af inkontinensprodukter til terminale borgere.
  • Udlevering efter Serviceniveau: Er en udlevering af inkontinensprodukter til borgere, hvor det er formålsløs med en udredning. F.eks. demente og andre tilfælde hvor inkontinens er en komplikation til sygdommen eller tilstanden.

 

Beskrivelse/fremgangsmåden

Kontinensinstruktøren modtager alle ansøgninger om inkontinens inden lægekontakt.

Ansøgningen sendes som:

  • Advis fra plejen/spl.
  • Digital ansøgning fra borger.
  • Henvendelse fra læge/sygehus.
  • Henvendelse fra andre samarbejdspartnere.

 

  • Kontinensinstruktøren vurderer, under hvilket område ansøgningen skal behandles.
  • Borger der søger efter §112, skal ansøge digitalt. Digitalansøgning udfyldes af hensyn til borgerens retssikkerhed. (husk at vedhæfte fuldmagt, hvis der søges som 3 part).
  • Ved henvendelse fra plejen/spl. skal der være oprettet et indsatsområde i care vedr. inkontinens, hvor problemet beskrives.
  • Kontakten til egen læge eller specialafdelingen foretages af kontinensinstruktøren, som så laver bevillingen.
  • Der må kun udleveres bleer fra depoterne til borgere i akutte tilfælde og til alvorligt syge borgere.
  • Hvis det lægefagligt vurderes, at inkontinensen kan bedres væsentligt eller helbredes, er borgeren forpligtet til at medvirke.
  • Kontinensinstruktøren beskriver begrundelsen og bevilling i indsatsområdet og opretter borgeren hos leverandøren. Ved blebevilling aktiveres Klient stamdata > Oversigt > Blebevilling.

 

Referencer

§112, §122, Middelfart kommunes serviceniveau.

 

Specielle lokale forhold

Kontinensinstruktør træffes på:
Tlf. 88884617 eller 29446176
Mail: Dorthe.RavnLomholt@middelfart.dk 
Advis: Kontinensinstruktør

 

Oprettet af:
Dorthe Ravn Lomholt, Juni 2017

Godkendt af:
Proceduregruppen, juni 2017

Revideres:
Dorthe Ravn Lomholt, juni 2018